Louis Petersens Børnegård Vuggestuen & Børnehaven
Louis Petersens Børnegård Vuggestuen & Børnehaven
Godthåbsvej 81
2000 Frederiksberg
bornegaarden@louisp.dk
38867220

Nyheder

Velkommen til Louis Petersen Børnegård - Vuggestuen & børnehaven

Traditioner


Fastelavn
Vi holder fastelavn på fastelavnsmandag. Den dag slår vi katten af tønden, spiser fastelavnsboller og leger forskellige lege.
På denne dag er børnene og personalet klædt ud. I ugerne op til fastelavn laver vi fastelavnspynt.

Påske
Vi laver traditionelle påsketing og lege. Påsketingene får børnene med hjem til påske. Vi afholder også en lækker og hyggelig påskefrokost med alt, hvad dertil hører.

Sommerfest
Vi afholder sommerfest i maj eller juni måned hvert år for børn, søskende, forældre og personale. Legepladsen bliver lavet om til et "minitivoli" med forskellige boder og aktiviteter. Børnene har i tiden op til festen lavet præmier til boderne. Festen fortsætter med fællesspisning, musik m.m. Sommerfesten er husets mest populære arrangement for både børn og voksne – vi plejer at være 275 - 300 mennesker.

Halloween
Vi holder Halloween den 31. oktober. Det er en tradition vi indførte i alle tre børnehavegrupper i år 2001. Halloween er en gammel keltisk fest, hvor man fejrede den sidste nat før den første vinterdag. Det var en slags høstfest og en fest til ære for alle guderne. Man troede på at denne ene nat var ”portene” mellem de levende og de dødes verden åben. Man ville derfor skræmme de onde ånder væk med larm og lys (dengang udhulede roer). Senere hen da kristendommen blev indført kunne kelterne ikke fortsætte med at fejre deres gamle guder, derfor blev det til en kristen fest. Nu var den til ære for de helgener, som også den katolske festkalender er så rig på – heraf navnet ”allehelgener”.

Da indvandrerne kom til Amerika bragte de hver især deres hjemegns skikke og fester med sig. Halloween var bare en af dem. Fra sidste halvdel af det nittende århundrede blev det en tradition over hele USA. Efterhånden tænkte ingen på det som en keltisk tradition, men som en amerikansk fest.

Vi har valgt at holde Halloween, fordi vi synes at efteråret mangler en fest. Derudover fordi uhygge og det at skræmme hinanden er en del af festen. Det er godt for børn at opleve uhyggelige ting i små doser afpasset efter deres alder, at blive forskrækket for så at grine over det bagefter, at overskride nogle grænser for, hvad de ”tør”. Så længe det hele foregår sammen med voksne de er trygge ved, og i rammer de kender, bliver det en god oplevelse.
Børnene må meget gerne være klædt ud den dag, hvis de har lyst. Vi maler dem gerne i ansigtet. Vi går rundt i huset til uhyggelige ting og personer og siger ”Gys eller godter” ("Trick or treat”) og samler slik i små poser.

Julefest
I starten af december holder vi en stor fælles udendørs juletræsfest for børn og forældre. Vi drikker gløgg, spiser æbleskiver, prøver forskellige boder opstillet på legepladsen og danser om juletræ - en rigtig hyggeeftermiddag.