Børnehuset Æblehaven
Børnehuset Æblehaven
Nyelandsvej 25 B
2000 Frederiksberg
aeblehaven@frederiksberg.dk
38 21 16 00

Nyheder

Velkommen til Æblehaven
- Et godt sted at gro.
I fællesskabets ånd, går børn og voksne hånd i hånd.

Vi har rundvisninger hver fredag kl. 10.00. Ring eller mail på forhånd, så vi har afsat tid til at tale med jer.

Velkommen til Vuggestuen


Med denne velkomstfolder vil vi forsøge at give et billede af hvad Æblehaven er for en institution, samt nogle praktiske oplysninger der forhåbenligt kan give svar på nogle af de spørgsmål man stiller sig som nye forældre i vores børnehus og især i vuggestuen.

Der findes også velkomstfoldere til storgrupperne og børnehaven. Disse foldere "bygger ovenpå" de informationer der findes i vuggestuens folder. Derfor anbefaler vi alle nye forældre at læse vuggestuefolderen.

Velkomstfolderen læses ved at klikke HER og findes også under "Dokumenter".

 

Forbesøg

Inden du begynder i Æblehaven kan du ringe og aftale at komme på besøg. Vi synes et besøg og en snak inden I starter er vigtig, da vi tror på at gensidig tillid er afgørende for hvordan børnene trives. På besøget aftaler vi, hvordan din første tid i Æblehaven skal forløbe, og vi lytter til de tanker du har gjort dig, og vi kommer med vores bud. Vi ønsker at indrette tiden i Æblehaven bedst muligt for det enkelte barn.

Hvis det er første gang I har fået plads i en vuggestue er der en besøgsordning, hvor du sammen med dit barn kan komme på besøg. Når der er en måned, til dit barn skal begynde i institutionen, kan én forælder ad gangen besøge institutionen sammen med barnet. Læs mere om besøgsordningen i Frederiksberg Kommunes dagtilbud HER

Pædagogikken i Æblehavens vuggestue og storgrupper

Vi ønsker at skabe trygge rammer og en udviklende atmosfære, som giver børnene mulighed for at blive selvhjulpne, at fordybe sig i legen, og give dem redskaber til at være med i de sociale fællesskaber. For at børnene får gode trivselsmuligheder, må omsorg, nærvær og tryghed være tilstede i hverdagen.

Det betyder:
¤ At de voksne er åbne og imødekommende.
¤ At det enkelte barn føler sig set, hørt og forstået.
¤ At der bliver sat ord på barnets følelser, og at der bliver lyttet til barnets ønsker.
¤ At barnet føler sig tryg til at prøve de forskellige udfordringer selv.
¤ At barnet mødes med engagement, og lyst til fællesskab.
¤ At man kan lave sjov og grine sammen.

Vi vægter børnenes evner til at være en god kammerat, tage hensyn til hinanden, kunne begejstres og bruge deres fantasi.


Udeliv.

Vores uderum giver børnene plads til fysisk udfoldelse, fordybelse i legen, at skabe venskaber, være med i fællesskabet og udforske sig selv og naturen. Her er der højt til ”loftet”, og god plads til alle børn.

...Vi skynder os ud når det regner, for hvad sker der for eksempel på legepladsen når der kommer store vandpytter? Hvilke dyr kommer frem? Hvem kan plaske højest? Hvordan føles det at få vand i gummistøvlerne? Og kan man regne med sit regntøj?

...Vi skynder os ud når solen skinner, der nyder vi de forskellige dufte der er i luften og mærker forskellige underlag under vores fødder. Vi synger og danser til rytmiske og musikalske lyde. Vi laver egne lyde med skovle på trommer, sandkasser og træerne omkring os. Vi husker at drikke rigeligt med væske, for det meste vand og får solcreme på når Danmark byder på sommer og sol.

…Vi kan også lide at sidde i skyggen og bage kager med lys i og øver os på at puste dem ud. Vi skiftes til at sælge dem alt for billigt til hinanden, men det er lige meget, for kan man egentligt sælge noget for billigt, hvis det er til en god ven?

Læs mere om vores pædagogiske arbejdsgrundlag på hjemmesiden under fanen "pædagogik og læreplaner"