Børnehuset Æblehaven
Børnehuset Æblehaven
Nyelandsvej 25 B
2000 Frederiksberg
aeblehaven@frederiksberg.dk
38 21 16 00

Nyheder

Velkommen til Æblehaven
- Et godt sted at gro.
I fællesskabets ånd, går børn og voksne hånd i hånd.

Vi har rundvisninger hver fredag kl. 10.00. Ring eller mail på forhånd, så vi har afsat tid til at tale med jer.

Pædagogisk profil og børnegruppestruktur


”I fællesskabets ånd går børn og voksne hånd i hånd”

I Æblehaven har børnenes trivsel, læring og udvikling højeste prioritet. Fundamentet for vores pædagogiske praksis er at have fokus på at gribe børnenes initiativer og følge børnenes spor, have aktiviteter og projekter, være aktive og understøttende i børnenes leg og have øje for samspillet. I vores tilgang til børnene prioriteres anerkendelse og masser af omsorg.

Æblehaven er en kombineret 0-6 års institution, og vi har bevidst valgt at have en børnegruppestruktur, som afviger en smule fra den almindelig kendte struktur med vuggestuegrupper og børnehavegrupper. I hver af de to vuggestueafdelinger har vi to ”stor-grupper” med børn fra ca. 2½ til 3½, som er et bindeled mellem vuggestue og børnehave. Ved at børnene som regel er 3¼ - 3½ år inden de skifter til børnehave, er det vores erfaring, at de er bedre rustet til børnehavelivet.

Børnegruppestrukturen giver mulighed for at tilrettelægge de daglige læringsrum målrettet aldersgruppen i henholdsvis vuggestue, stor-grupper og børnehave. Vores erfaring er, at børnene i høj grad profiterer udviklingsmæssigt og læringsmæssigt af at være samlet i grupper med jævnaldrende.

Strukturen betyder, at børnene i vuggestuegrupperne og stor-grupperne er tættere på hinanden aldersmæssigt, og hverdagen kan naturligt målrettes deres behov og udviklingsniveau. Der er nemlig stor forskel på hvad barnet har behov for i de allerførste leveår. Stor-gruppernes fokus er at sikre børnene en blid overgang til børnehavelivet og hjælper børnene med at skabe en identitet som børnehavebarn og etablere gode venskaber/ relationer inden børnehavestart.

I børnehaven er børnene tilknyttet en fast stue, samtidig med, at de 3 stuer i hver af børnehaveteams’ne arbejder tæt sammen. Der er fokus på fællesskabet på stuen ligesom der også er aldersopdelte aktiviteter for de 3, 4 og 5-årige på tværs af stuerne. Alle børn får også det bedste fra skov og by, da grupperne har 14-dages turnus mellem skovbørnehaven og by-børnehaven.

Vi har fokus på at sikre gode overgange fra vuggestue til stor-gruppe og videre i børnehave. Skiftet kan med denne struktur være med udgangspunkt i fællesskabet og at sikre det enkelte barn optimale betingelser for læring og udvikling. Beslutning om hvornår barnet skifter tages i videst muligt omfang med udgangspunkt i det enkelte barns personlige, sociale, sproglige og motoriske kompetencer samt med udgangspunkt i børnenes venskaber.

Æblehavens børnegruppestruktur og læringssyn bygger på en forståelse af, at børn tilegner sig nye kundskaber og handlemåder gennem et aktivt samspil med andre. Barnets tilknytning og trivsel udgør grundlaget for barnets læringsudbytte i de hverdagslivs- og læringsrum det dagligt indgår i.

I kan læse mere om hverdagen og finde praktiske informationer i velkomstfolderne. I kan læse mere om vores pædagogiske arbejdsgrundlag og pædagogiske læreplaner på fanen "pædagogiske læreplaner".